Paradigmeskiftet – en podcast om moderne højreradikalisme
I de senere år har højreradikalismen gjort sin genkomst i den vestlige verden. Men hvorfor oplever højreradikale idéer en fornyet popularitet netop nu? Mit navn er Mathias Hee Pedersen (@HeeMathias). Jeg har beskæftiget mig med moderne højreradikalisme i de sidste fire år og har skrevet en bog og flere artikler om emnet. I denne podcast vil jeg se nærmere på den nye radikale højrefløjs gentænkning af højreradikalismens ideologiske og strategiske arv og forklare, hvordan de formåede at generobre den politiske dagsorden efter at have været udelukket fra det gode selskab i mere end et halvt århundrede.
Podcasten tager udgangspunkt i min bog ”Fascister i Fåreklæder – Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede”, som udkom i 2021 på forlaget Baggrund. Undervejs får jeg besøg af en række eksperter på området, som belyser emnet fra forskellige vinkler.
Besøg min hjemmeside for at købe bogen, booke et foredrag eller læse mine artikler:
https://mathiasheepedersen.blog/
Episodes

Jun 19, 2026
Jun 19, 2026
1hr 5 min
Elon Musk behøver næppe nogen større introduktion. Manden ejer en lang række store virksomheder, herunder bilproducenten Tesla, og er flere år blevet kåret som verdens rigeste mand. På det seneste er han dog efterhånden mere kendt som manden, der førte valgkamp for Donald Trump og blev belønnet for sin indsats med oprettelsen af et regeringsinitiativ navngivet efter et internetmeme. Musk er med andre ord gået fra primært at være kendt som forretningsmand, til i stadigt højere grad at blive betragtet som en politisk aktør.
Den transformative begivenhed, der forvandlede Musk til den højreorienterede aktivist, som vi kender i dag, var opkøbet af det sociale medie Twitter. Twitter forandrede Musk. I dette afsnit af Paradigmeskiftet skal det handle om, hvordan den radikale højrefløj formåede at radikalisere Elon Musk og forvandle ham til en megafon for dens sag.
Citater oplæst af Lotte Thomsen og Mikkel Andersen.
Podcasten bygger på min bog Fascister i Fåreklæder – den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede.





